Gambling

Ludomaniklinikken

Gratis ludomanibehandling

Behandlingsforløb på Ludomaniklinikken
Inden selve behandlingen går i gang, vil der være et par samtaler med henblik på at få overblik over din spilleproblematik og din generelle tilstand og trivsel. Dette gør vi for at sikre, at vi kan hjælpe dig bedst muligt. Vores behandling består typisk af 12 sessioner, hvor du kommer ind på klinikken ca. én gang om ugen. Herefter er der opfølgende behandlinger efter 3, 6, 9 og 12 måneder. Behandlingen foregår primært individuelt, men der er også mulighed for, at du kan modtage gruppebehandling. Klinikken tilbyder desuden kortere støttende forløb, både før, under og efter selve behandlingen samt som et alternativ til denne. Det gør vi, fordi vi ved, at der nogle gange skal lidt ekstra til for at komme helt i mål.

På Ludomaniklinikken anvender vi et behandlingsprogram, der gentagne gange er undersøgt videnskabeligt, og som har vist at have effekt for op til 88% af de, som gennemfører forløbet. Behandlingen tager udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi og består af samtaler, hvor vi har fokus på både den adfærd og de tanker, der fører til, at du spiller for meget. Du vil få udleveret en mappe, som vi arbejder ud fra, og som du kan bruge under og efter behandlingen for at huske de strategier vi arbejder med.

Hvem er vi
Behandlingen på Ludomaniklinikken forestås af psykologer, der er særligt uddannede i ludomanibehandling, og som løbende efteruddannes og superviseres. Du vil desuden møde vores administrative personale og de psykologistuderende, der under deres praktik på sidste del af kandidatuddannelsen, hjælper os med en række opgaver omkring behandlingsforløbene.

Hvor i landet er vi
Ludomaniklinikken Mindwork har primært til huse på Vesterbrogade i København, men vi har også mulighed for at tilbyde behandlingsforløb på vores klinik i Ringsted. Vi tilbyder desuden muligheden for at dele af behandlingsforløbet kan foregå ved hjælp af videosamtaler, hvis du har vanskeligt ved at møde på klinikken. En sådan videosamtale forgår naturligvis via en krypteret og sikker forbindelse.


Peter, 40 år
“Det er rart at gå i behandling i Ludomaniklinikken Mindwork fordi min psykolog er rigtig dygtig. Hun er dygtig til at lytte, give gode redskaber og er meget venlig.

Behandlingen har hjulpet mig med at komme af med min ludomani. Før behandlingen var jeg stresset, irriteret og nedtrykt. Efter behandlingen er jeg blevet gladere, mere social, mindre stresset og fået bedre økonomi.

Jeg vil anbefale andre med ludomani at søge behandling i Ludomaniklinikken Mindwork hos de søde behandlere og få ændret livet.”

Anders, 42 år
“Forløbet hos Mindwork har hjulpet mig helt ud af min ludomani. Behandlingen har lige fra begyndelsen hjulpet mig til ikke at spille, og jeg er sikker på, at jeg ikke begynder på det igen.”